De folkevalgte vil have maximal vederlag

4,8 millioner kroner om året. Så mange penge kan Qeqqata Kommunia fra april fordele i vederlag blandt sine 31 folkevalgte - altså både kommunalbestyrelsesmedlemmer og medlemmer af bygdebestyrelserne.
18. februar 2010 11:03

Skal de folkevalgte altid have det maksimale i vederlag?

Det spørgsmål beder administrationen kommunalbestyrelsen forholde sig til på dets næste møde den 23. februar.

Ja, mener borgmester Hermann Berthelsen: - Det har vi altid gjort. For der er jo ingen grund til, at vores folkevalgte får mindre end i de andre kommuner.

De folkevalgte får ikke erstatning for tabt arbejdsfortjeneste. Det betyder, at de ikke får flere penge, selv om de er væk fra deres daglige arbejde i flere timer eller dage i træk.

- Tidligere var vederlagene højere netop fordi folk fik erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, understreger Hermann Berthelsen.

Den årlige ramme på 4,8 millioner kroner er fastsat af Naalakkersuisut. Penge, der ikke fordeler sig ligeligt imellem kommunens 31 folkevalgte.

Største post til en enkelt person er borgmesterlønnen på cirka 71.000 kroner om måneden. Det svarer til knap 850.000 kroner om året. Ifølge Hermann Berthelsen er det samme beløb som borgmestrene i landets 3 andre kommuner får i løn.

Det er forskel på arbejdsbyrden for kommunens udvalgsformænd. Derfor indstiller administrationen, at vederlaget til dem bliver fordelt i forhold til, hvor stor arbejdsbyrden er for den enkelte udvalgsformand.

Nej, lyder det fra borgmesteren: - For vi overvejer at ændre udvalgsstruktur. Og der skal vi tage stilling til, om der skal være færre eller flere udvalg, end vi har på nuværende tidspunkt, siger Hermann Berthelsen.