De fleste slædehunde er ikke sultne

Borgmester i Qaasuitsup Kommunia Jess Svane og Naalakkersuisoq for fangst og fiskeri Ane Hansen afdramatiserer situationen med sultne hunde i Qaanaaq.
Skrevet af Noah Mølgaard
05. december 2011 09:30

- Omfanget af sultne hunde er ikke så omfattende som påstået og er hovedsagelig begrænset til en bygd i Qaanaaq forvaltningsområde, meddeler Ane Hansen og Jess Svane i en fællespressemeddelelse.

Situationen blevet undersøgt gennem korrespondancer og et møde mellem Jess Svane og Ane Hansen. Kommunen laver nu yderligere undersøgelser for at finde ud af omfanget af tab af fangstredskaber som følge af dårligt vejr. Kommunen tager først stilling til om der skal gøres noget, når undersøgelsen er blevet gennemført.

Men både Qaasuitsup Kommunia og Naalakkersuisut opfordrer fangerne til at sikre forråd mens tid er for at undgå at situationen gentager sig næste år. Og de understreger, at det er hundeejernes ansvar at sikre hundefoder.

- Der er rigeligt med sæler og andre fangstdyr i Qaanaaq området. Det er dog mørketid nu, hvor det kan være svært at tage på fangst. Det er dog et naturligt og tilbagevendende fænomen, som ingen kan gøre noget ved andet end at forberede sig til mørketiden for sig selv og for hundene, siger Jess Svane og Ane Hansen.