Uummannaq: De fleste evakuerede er i job

Langt størstedelen af de flodbølgeramte borgere i Uummannaq er kommet i arbejde. Nærmere bestemt forsørger 80 borgere nu sig selv et år efter katastrofen. Rigtig godt, lyder det fra Avannaata Kommunia.
Foto © : KNR // Anton Gundersen Lihn
19. juni 2018 08:54

Efter min vurdering er det gået rigtig godt. Borgerne har været meget opsat på at samarbejde. Også fordi, de gerne selv vil i gang med at arbejde. Så det er rigtig godt, at vi er nået hertil, siger Makkak Markussen, der er fagforvaltningschef i Avannaata Kommunia i Uummannaq.

Makkak Markussen
Foto © : KNR
Fagforvaltningschef Makkak Markussen.

37 af borgerne fra Illorsuit og Nuugaatsiaq er kommet i gang med eller tilbage til erhvervsfiskeriet. Mens 31 er kommet i andet arbejde.

LÆS OGSÅ Bygdefællesskabet er i ruiner

- Hvis nogen har arbejdet i Pilersuisoq i deres bygd, så er de også blevet tilbudt job i en butik her. Nogen arbejder på fiskefabrikken og nogen i hjemmeplejen, siger Makkak Markussen.

Det har særligt krævet arbejde, at få erhvervsfiskerne i gang, da det som bekendt kræver en del udstyr at begynde i fiskeriet.

LÆS OGSÅ Vores erhverv er gået i stå

Hans Peter Lennert
Foto © : KNR
Erhvervsdirektør Hans Peter Lennert.

Men ved hjælp af den støtte, der strømmede ind fra ind og udland efter katastrofen, er det lykkedes at genanskaffe udstyr til alle 37 erhvervsfiskere.

Det drejer sig blandt andet om joller, fiskeudstyr, snescootere og slæder.

- Med hensyn til fiskere og fangere var vores opgave, at de hurtigst muligt skulle i gang med at forsørge sig selv, siger Hans Peter Lennert, der er erhvervsdirektør i Avannaata Kommunia.

LÆS OGSÅ Evakuerede skaber større omsætning i Pilersuisoq

Otte af de evakuerede borgere er i øjeblikket i uddannelse, mens fire er i Majoriaq-forløb, og endnu fire er uden for arbejdsmarkedet.

Hvad angår de sidste fire er kommunen ikke helt klar over årsagen til, at de står uden for arbejdsmarkedet.