Danskerne klar til at regulere sæler

En midlertidig ordning for reguleringen af gråsælen i danske farvande kommer nu endelig på plads, skriver hjemmesiden www.netnatur.dk
Skrevet af Karsten Sommer
05. marts 2014 05:21

Det er den nye danske miljøminister Kirsten Brosbøl, der snart er klar med en ordning, efter at mange fiskere i Danmark længe har efterlyst mulighed for at reducere bestanden af sæler. De ødelægger fiskernes garn og tager godt for sig af fiskebestanden.

Ordningen har ladet vente på sig, blandt andet på grund af dyrevelfærdsorganisationerne, der traditionelt har talt for beskyttelse og fredning af den danske sælbestand.

Men nu skriver ministeren at det er Naturstyrelsens vurdering, at en tilladelse til at regulere gråsæl kan gives under forudsætning af, at reguleringen ikke går ud over citat: "en gunstig bevaringsstatus for gråsælen".

Miljøministeren vurderer, at en midlertidig ordning er på plads inden udgangen af marts måned og skriver i øvrigt, at hele den danske sælforvaltningsplan skal revideres. Der er derfor iværksat videnskabelige undersøgelser af de skader, sælerne forvolder, samt afprøvning af såkaldt "sælsikre" fiskeredskaber.

Den reviderede forvaltningsplan forventes færdig i 2016.