Danskerne døjer med overvægt

Flere og flere danskere vejer nu så meget, at de lider af fedme. Andelen af voksne borgere med fedme er dermed mere end fordoblet siden 1980’erne.
Skrevet af Louise M. Kleemann
10. juli 2011 14:12

Et rekordhøjt antal voksne danskere er nu svært overvægtige og har dermed stærkt forhøjet risiko for at få kroniske sygdomme og dø for tidligt. Det skriver Politiken søndag.

600.000 borgere over 15 år vejer så meget, at de lider af fedme. Dermed er andelen af voksne borgere med fedme mere end fordoblet siden 1980’erne. Det viser en beregning, som Politiken har foretaget.

Mens 5,5 procent var svært overvægtige tilbage i 1987, var tallet helt oppe på 13,4 procent i 2010.

Situationen er nu så alvorlig, at sundhedsminister Bertel Haarder (V) erklærer sig “fortvivlet over fedmeepidemien”.

- Overvægt er ved at være en lige så stor trussel som rygning, siger ministeren til Politiken.

- Truslen fra overvægt bliver værre og værre, mens der trods alt er færre og færre unge, som ryger. Det går også bedre med alkohol. Det eneste sted, det går den gale vej, er fedme.

Hvert år er næsten 1000 mennesker så tykke, at de må opgive at passe et arbejde og gå på førtidspension.