Danske børn tjener på grønlandsk velgørenhedsarbejde

Indtægter fra salg af julekort fra Foreningen Grønlandske Børn havner i danske børns lommer.
02. december 2009 05:25

En pose med julekort koster for eksempel 25 kroner. Mens 7,5 kroner går til danske skoleklasser, får Foreningen Grønlandske Børn kun 3 kroner og 60 øre ud af salget, skriver AG.

Fordelingen af pengene skyldes en aftale med fundraisingfirmaet D.B. Marketing, og som Foreningen Grønlandske Børn er taknemmelig for, fortæller generalsekretær Tina Frausing:

- Deltog vi ikke i samarbejdet, ville vi slet ikke modtage nogen kroner overhovedet, siger hun til AG.

Foreningens projekter spænder fra væresteder i Illoqqortooormiut til arbejde med omsorgssvigtede børn i Tasiilaq. Sidste år modtog foreningen 95.000 kroner fra samarbejdet med D.B. Marketing.