Danske agurker frikendt

De danske agurkeproducenter kan nu ånde lettet op. Der er ingen farlige VTEC-bakterier, som har dræbt flere mennesker i Tyskland, i danske agurker.
Skrevet af Naimah Hussain
31. maj 2011 06:30

Det viser de prøver, som Fødevarestyrelsen har analyseret hen over weekenden.

- Vi fandt ikke noget i de danske agurker. Det var, hvad vi havde forventet, og hvad vi havde håbet på, for det er altid ubehageligt med sådan en mistanke, siger fødevareberedskabschef i Fødevarestyrelsen Kim Vandrup Sigsgaard.

Der er derfor intet, der tyder på, at danske agurker er kilden til det alvorlige colibakterieudbrud.

Fødevarestyrelsen satte gang i undersøgelsen, efter at et parti agurker fra en dansk producent kom under mistanke, fordi en tysk leverandør til en restaurant, hvor mange kunder er blevet syge af at spise, ikke var sikker på, hvilket parti agurker han havde leveret til restauranten i Hamburg.

Fødevarestyrelsen fastholder dog stadig sin advarsel mod rå agurk, tomat og bladsalat fra Nordtyskland og rå agurk fra Spanien.

Der er ingen registrerede smittede i Grønland. I Danmark er 14 konstateret smittet med VTEC, og yderligere 12 er under mistanke. Flere af patienterne har udviklet nyresvigt.

Det største smitteudbrud er set i Tyskland, særligt Nordtyskland, hvor 14 tyskere er døde af VTEC-infektion. De 12 af ofrene er kvinder. Antallet af bekræftede tilfælde og folk under mistanke er steget til flere end 1400.