Dansk vinderfoto skudt i Grønland

Årets naturfoto er taget i Grønland. Det er resultatet af en konkurrence om årets bedste naturfoto, som det naturhistoriske museum i Danmark, Naturama, har arrangeret.
19. januar 2010 04:44

Dommerkomiteen i Naturamas landsdækkende fotokonkurrence kunne ikke stå for billeder af to polarharehanner i parringskamp med pelstotterne flyvene i luften.

Billedet, der er taget af kokken og fotografen Morten Hilmer, blev kåret som årets bedste naturfoto.

Det var i konkurrence med mere end 500 billeder fra 109 fotografer og indbringer Morten Hilmer et rejsegavekort på 20.000 kroner.

Billedet er taget i 2008 i Nordøstgrønland, hvor Morten Hilmer var kok på en vejrstation. I fritiden gik han tur i fjeldene med kameraet.

- Han lå på maven og fotograferede en snehare, da han så en anden nærme sig. Den ene hare gik pludselig til angreb på den anden og en heftig kamp udspillede sig mindre end 30 meter fra Morten. I løbet af få sekunder stoppede de igen, men det var tid nok til, at Morten Hilmer fik vinderbilledet i kassen, skriver Naturama i en pressemeddelelse.

Morten Hilmer er blandt andet kåret som 'Årets Danske Naturfotograf'.