Dansk uenighed om atomaffald

Mens Japan kæmper med det beskadigede Fukushima-atomkraftværk, har Danmark fået sit eget atomkraft-problem. Sagen om et affaldsdepot til radioaktivt affald i Danmark ser nemlig ud til at blive en politisk og miljømæssig møgsag af dimensioner. Og noget af affaldet kommer faktisk her fra Grønland.
Skrevet af Naimah Hussain
30. marts 2011 14:09

Siden 2009 har op til fire danske ministerier kæmpet for at blive fri for at tage ansvaret for etableringen af et affaldsdepot til 5.000 kubikmeter radioaktivt atom-affald, skriver Ingeniøren.

Det lav- og mellemaktive radioaktive affald indbefatter bl.a. uranmalm fra Grønland, driftsaffald fra Risø som arbejdstøj og brugt udstyr samt beton og metaldele fra nedrivningen af de nukleare anlæg på Forskningscenter Risø.

Og de seneste dage har debatten raset i Danmark, om hvor et sådant affaldsdepot skal anbringes.

Et forskerhold fra De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland ( GEUS) er ved at finde 22 egnede depot-steder i Danmark.  Og de ventes at være klar med deres anbefalinger den 1. maj, skriver Berlingske.

Atom-affaldet er midlertidigt deponeret tæt ved Risø. Og miljøorganisationen, Greenpeace mener, at depotet bør ligge så tæt som muligt på Risø.

- Hvis der virkelig er 22 egnede steder i Danmark, burde der også være et i nærheden af Risø. Og så bør det ligge der, siger Terjei Haaland, klima-og energipolitisk medarbejder hos Greenpeace til Berlingske.

Det er nemlig farligt at transportere atom-affaldet rundt i landet.