Dansk militærfly drog på øvelse i russisk zone i Arktis
Det danske bidrag er beskedent, da der var tale om et enkelt ubevæbnet patruljefly, der indhentede overvågningsbilleder under øvelsen.
Alligevel er der ingen tvivl om, at Rusland, der har sin vigtigste ubådsbase på Kola-halvøen i området, vil bemærke, at Danmark var med.
Da USA i maj sejlede krigsskibe ind i Barentshavet for første gang siden 1980'erne, ringede alarmklokkerne hos russerne, der reagerede prompte og sendte krigsskibe ud for at "følge" øvelsen.
Efterfølgende sagde chefen for det norske forsvars operative hovedkvarter, Rune Jakobsen, at grunden til, at Norge ikke var med i maj, var, at sådanne øvelser puster til ilden i Arktis.
- Hvis vi opererer sammen med amerikanske styrker eller andre allierede styrker udenfor Ruslands ubådsbaser på Kola, så bidrager det til højere spænding.
- Det vil russerne se på som en ren provokation, sagde Rune Jakobsen i juli til avisen VG.
Noget har tilsyneladende ændret sig på to måneder, for denne gang var både Norge og altså Danmark med.
Kofod: Naturligt med dansk deltagelse
Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) redegjorde torsdag i Folketingets Udenrigspolitiske Nævn for det danske bidrag til øvelsen.
Hvad han sagde, er hemmeligt. Men bagefter siger han, at han ikke kan se, at der skulle være noget optrappende i, at Danmark var med i øvelsen i havområdet, der ligger inden for Ruslands eksklusive økonomiske zone.
- Det er en fuldstændig transparent øvelse, som sikrer, at international lov og ret til søs gælder.
- Det er naturligt, at vi som søfartsnation gør det og står på mål for, at man skal kunne færdes frit til søs, siger Kofod og afviser at svare på yderligere om sagen.
En eksklusiv økonomisk zone er en betegnelse for det havområde, hvor en kysttat har eneret på at udnytte de naturressourcer, der er i havet, havbunden og undergrunden.
Kan sende uheldigt signal
Med på mødet i Udenrigspolitisk Nævn var også Enhedslistens udenrigsordfører, Eva Flyvholm. Og i modsætning til ministeren ser hun en risiko for, at Danmark med sit bidrag kommer til at sende et uheldigt signal til Rusland i Arktis.
- Vi står jo i en sindssygt skrøbelig situation lige nu, hvor det er vigtigt, at alle tænker meget grundigt over, om det er fornuftigt, det vi laver, siger hun.
- Både jeg og andre har en bekymring for, at det her kan øge spændingsniveauet, og derfor må man spørge sig selv, om det så er klogt og nødvendigt at lave sådan en øvelse. Det mener jeg ikke, at det er, siger Eva Flyvholm.
Militærøvelsen i det russiske interesseområde fandt sted, godt en uge efter at et russisk fly forfulgte et amerikansk bombefly ind i dansk luftrum over Bornholm.
I den forbindelse kritiserede udenrigsminister Jeppe Kofod Rusland, som han opfordrede til at holde sig til "de grundlæggende spilleregler".