Dansk-grønlandsk forslag om investeringsfond

Grønland har brug for investeringer for at skabe nye indkomster, arbejdspladser og en bredspektret erhvervsudvikling, skriver Demokraternes formand Anda Uldum og Det Radikale Venstres gruppeformand Christian Friis Bach i en kronik i Berlingske Tidende.
12. juni 2014 17:33

- Og de investeringer kan i princippet komme fra hele kloden, men hvorfor dog ikke prøve at rejse den nødvendige kapital inden for rammerne af Rigsfællesskabet. Demokraterne og Radikale Venstre foreslår, at vi etablerer en investeringsfond for Grønland med indskud fra den danske stat og danske pensionskasser, som kan øge investeringerne i Grønland indenfor både innovation, klima, energi, turisme, fiskeri, landbrug og råstofudvinding, skriver de blandt andet.

De foreslår direkte, at fonden etableres efter samme model som den danske Klimainvesteringsfond forr at sikre en bedre risikodækning og stærkere rådgivning til danske virksomheder, der ønsker at investere i Grønland.

En flerstrenget erhvervsstrategi vil styrke begge parter ved at skabe et bredere og mere bæredygtigt erhvervsgrundlag i både Grønland og Danmark.

-  En investeringsfond kan derfor både lette presset på de levende ressourcer og sikre beskyttelsen af den grønlandske natur samt give danske virksomheder nye vækstmuligheder. Det handler om samarbejde og synergi, understreger Anda Uldum og Christian Friis Bach.

De skriver videre, at udvindingen af naturressourcer af nogle bliver set som vejen til større selvstændighed og splittelse.

- Det kan det måske blive. Men vi vil gerne argumentere for at netop udvindingen af naturressourcer i Grønland udgør en solid mulighed for netop at styrke vores samarbejde inden for Rigsfællesskabet. Og skal vi sikre alt det, som der kræves ved udvinding af naturressourcer i stor stil, kræver det et langt stærkere samarbejde mellem vores lande og vores myndigheder. Og det haster. Vi spilder alt for meget tid på at strides og diskutere selvstyreprincipper, når vi rettelig burde samarbejde og udvikle projekterne til fælles gavn.