Dansk Folkeparti fik jordskredssejr

Dansk Folkeparti og partiets spidskandidat Morten Messerschmidt blev valgets store vinder, da danskerne i går stemte til Europa-Parlamentsvalg.
Skrevet af Martine Lind Krebs
26. maj 2014 08:04

Med 26,6 procent af stemmerne lykkedes det Dansk Folkeparti at fordoble sit mandattal til 4 mandater.

Til gengæld fik Venstre et slemt valgnederlag og mistede et af sine 3 mandater. Det påtog partiets leder Lars Løkke Rasmussen sig det fulde ansvar for i sin tale i går aftes - med henvisning til den såkaldte tøjsag, som han befinder sig midt i.

Også SF må afgive et mandat, så de nu er nede på et enkelt. Og Socialdemokraterne må også nøjes med et mandat mindre, så de får tre pladser i parlamentet.

De Radikale fik et godt valg, taget i betragtning at de ved sidste valg slet ikke opnåede nogen mandater. De sikrede sig et mandat ved valget i går.

De sidste 2 mandater går til Konservative og Folkebevægelsen mod EU, mens Liberal Alliance ikke formåede at sikre sig en plads.

Stemmeprocenten endte på 56,3 procent, hvilket er et fald i forhold til 2009, hvor den lå på 59,5 procent.

Naalakkersuisuts udenrigspolitiske chef Kai Holst Andersen sagde inden valget, at det kunne blive en ulempe for Grønland, hvis de to yderfløje i Europa vandt valget.

Samtidig blev det et klart ja til den Europæiske Patentdomstol, som der samtidig med EP-valget i går var folkeafstemning om.

60,45 procent af dem, der stemte, satte deres kryds ud for ja, mens 36,19 procent stemte nej. Her var valgdeltagelsen 55,8 procent.

Valget i tal:
Dansk Folkeparti: 4 mandater, 26,6 %
Socialdemokraterne: 3 mandater, 19,1 %
Venstre: 2 mandater, 16,7 %
SF: 1 mandat, 10,9 %
Konservative: 1 mandat, 9,2 %
Folkebevægelsen mod EU: 1 mandat, 8,1 %
Radikale Venstre: 1 mandat, 6,5 %
Liberal Alliance: 0 mandater, 2,9 %