Dansk er på vej ud

Dansk er på vej ud som første fremmedsprog i Grønland. I stedet er engelsk på vej ind. Men springet til at indføre engelskundervisning allerede fra 1. klasse bliver ikke taget lige med det samme.
18. marts 2007 15:44

Det var det tidligere landsstyremedlem for undervisning, Doris Jakobsen, Siumut, der foreslog en revurdering af fremmedsprogenes placering i den grønlandske undervisning. Konkret foreslog hun undervisning i verdenssproget engelsk fra 1. klasse, hvor eleverne også undervises i grønlandsk og dansk. Og det blev diskuteret livligt i landstinget under fredagens samling.

I dag når eleverne 4. klasse, før de stifter bekendtskab med engelsk. Faget blev fremrykket i 2004, før da startede engelskundervisningen først i 7. kl.

Uanset at Doris Jakobsens forslag ved førstebehandlingen blev afvist af landsstyret og oppositionen, så skortede det ikke på sympati for tanken.

Siumuts Ruth Heilmann opfordrede Landsstyret til grundigt at undersøge mulighederne for engelskundervisning i 1. klasse og fandt det betydningsfuldt at næste generation lærer fremmedsprog med engelsk og dansk som det første og det andet.

Også Atassuts Kristian Jeremiassen regnede med, at det engelske sprog med tiden bliver det første fremmedsprog. Han mener dog ikke, at det er unaturligt, at dansk har den position i dag.

IA advarede imod en fremrykning af engelskundervisningen til 1. klasse. Ordføreren Olga P. Berthelsen mente at man skyldte at få evalueret undervisningen fra 4. klasse først. Til gengæld slog hun til lyd for, at eleverne sagtens kan stifte bekendtskab med engelsk allerede fra 1. klasse i form af såkaldte sprogudviklende kreative aktiviteter. Det handler om sproglæring ved hjælp af sange, lege og spil.

Demokraterne er principielt for tidlig sprogundervisning, men Jens B. Frederiksen mente at forslaget gav flere spørgsmål end svar. F. eks. hvor lærerne skulle komme fra eftersom lærere med engelsk som linjefag er en mangelvare.

Katusseqatigiit Partiiat var betænkelig på børnenes vegne. Hvis de skal have både grønlandsk, dansk og engelsk fra 1. klasse, - så bliver det hårdt for dem, lød det fra Loritha Henriksen.

Doris Jakobsens forslag skal nu drøftes i undervisningsudvalget, inden det påny skal behandles i tinget.