Kommentar Dansk deltagelse i lufthavnsprojekter formentlig på vej
Danmarks statsminister Lars Løkke Rasmussen kommer på mandag til Nuuk.
Her skal han mødes med formanden for Naalakkersuisut Kim Kielsen for at tale om mulig dansk deltagelse i grønlandske lufthavnsprojekt. Det skriver både Statsministeriet og Naalakkersuisut i en pressemeddelse.
Selvstyret har oplyst til KNR, at Kim Kielsen og Lars Løkke Rasmussen holder pressemøde i Hans Egedes Hus mandag klokken 13.45.
LÆS OGSÅ Lars Løkke kommer til Nuuk
Politisk reporter på KNR, Thomas Veirum, vurderer det som sandsynligt, at der vil blive præsenteret en aftale om dansk deltagelse i lufthavnsprojekterne. Det fortalte han i fredagens middagsradioavis:
Hvad ved vi om, hvad der kommer til at ske på pressemødet på mandag?
- Det korte af det lange er, at vi ved relativt lidt.
- Men baggrunden for besøget er arbejdet for at undersøge dansk deltagelse i lufthavnsprojektet om nye lufthavne i Qaqortoq, Nuuk og Ilulissat.
- Og når der allerede nu indkaldes til et pressemøde, så er det sandsynligt, at de to regeringsledere vil præsentere en aftale om et dansk bidrag til infrastrukturprojektet.
- Hvordan Danmark eventuelt vil bidrage, har vi ikke nogen håndfaste oplysninger om, men der har siddet en arbejdsgruppe bestående af 34 højtstående embedsmænd fra både Selvstyret og Staten og undersøgt forskellige muligheder.
- I og med at Lars Løkke Rasmussen rejser herop, og at der allerede nu indkaldes til et pressemøde, så tyder det på, at man har landet eller er meget tæt på at lande én eller anden form for aftale.
LÆS OGSÅ 34 embedsmænd undersøger dansk finansiering
Hvad er baggrunden for, at dansk deltagelse er blevet undersøgt?
- Undersøgelsen blev sat i gang i forlængelse af sommerens rigsmøde på Færøerne. Her kom der en udtalelse om, at den danske regering vurderede, at lufthavnsprojektet kan have udenrigs- og sikkerhedspolitiske perspektiver.
- Udenrigs- og sikkerhedspolitik er områder, som den danske regering har ansvaret for, og forud for mødet blev der fra dansk og amerikansk side luftet bekymring for kinesisk involvering i lufthavnsprojektet.
- Og det er i det lys, at der blev nedsat en gruppe af embedsfolk, der i sidste øjeblik skulle undersøge, hvordan Danmark kan hjælpe Grønland med projektet.
- Og når jeg siger i sidste øjeblik, så er det fordi, at Inatsisartut jo skal tage stilling til lufthavnsprojektet på den nært forestående efterårssamling, og en aftale om dansk involvering i projektet kan jo ændre hele det billede, vi har af projektet i øjeblikket.
- I lang tid har lovforslaget ikke ændret sig markant, politikerne har mere eller mindre vidst, hvad de skulle forholde sig til, men Lars Løkke kan ændre rammerne for lufthavnspakken, hvis Danmark kommer med en pose penge, som Grønland så ikke skal ud og låne på de internationale lånemarkeder.
- Hvad betingelserne så bliver for en eventuel dansk deltagelse bliver spændende at se, siger politisk reporter Thomas Munk Veirum.