Dannebrog snart i Grønland

Kongeskibet Dannebrog er nu på vej det sidste stykke mod Grønland. Efter et mindre ophold i Tórshavn på Færøerne i sidste uge, hvor der blev provianteret og fyldt olie på, fortsatte Dannebrog i fredags sin rejse over Nordatlanten de mange sømil mod Grønland.
Skrevet af Karsten Sommer
04. juli 2011 08:36

Kongeskibet forventes at anløbe Nuuk på torsdag den 7. juli, og fortsætter dernæst til Upernavik, hvor Regentparret forventes at gå om bord på Dannebrog på næste tirsdag den 12. juli.

Herefter går turen igen sydpå, hvor Uummannaq, Saattut, Niaqornat, Qeqertarsuaq og Aasiaat bliver besøgt.

Fra Aasiaat flyver Regentparret videre til Nuuk, og afsejler så igen den 17.juli ombord på Dannebrog sydover til Paamiut, Qaqortoq og Nanortalik og Narsaq.

Det officielle besøg afsluttes lørdag den 25. juli, hvor Regentparret rejser hjem fra Narsarsuaq.