Danmark vinder VM i herrehåndbold på hjemmebane

Det blev en overlegen sejr til Danmark mod Norge i VM-finalen på hjemmebane i Herning. De danske herrer tromlede over nordmændene og vandt med resultatet 31-22.
Arkivfoto.
27. januar 2019 15:12

For første gang nogensinde er Danmark blevet verdensmestre i herrehåndbold.

Med slutresultatet 31-22 sejrede de danske spillere over Norge i finalen, der blev spillet på hjemmebane i Herning.

De første syv minutter af kampen tegnede det til en tæt kamp. De to hold udvekslede mål på skift og nåede til stillingen 4-4.

Men herefter begyndte danskerne at trække fra og efter 30 minutters spil kunne Danmark gå til pause med en føring på 18-11.

Føringen blev stille og roligt udbygget i anden halvleg, og det endte altså med en sejr på 9 mål.