Danmark vil bruge Pituffik i søberedskabet

Præsident Obama har givet udtryk for positiv interesse i Danmarks ønske om at bruge Pituffik til civile formål. Det bekræftede statsminister Helle Thorning-Schmidt over for Folketinget i dag.
Skrevet af Martine Lind Krebs
29. februar 2012 13:37

- Vi er jo ikke færdige med vores vurderinger af, hvad der skal ske med Thulebasen, men noget af det, som vi er inde på i øjeblikket, er, om man kunne bruge Thulebasen til mere civile formål, og det går vi småt i gang med at diskutere med grønlænderne naturligvis, men også med amerikanerne.

Sådan lød det fra statsministeren efter Folketingets spørgetime tidligere i dag. Det var Siumuts Doris Jakobsen, der brugte anledningen til at stille spørgsmål til Helle Thorning-Schmidts møde med den amerikanske præsident sidste uge.

Statsministeren lovede også at svare skriftligt på Doris Jakobsens henvendelse samt at indbyde til flere samtaler om emnet. Og det svar var Doris Jakobsen godt tilfreds med.

- Jeg er selvfølgelig meget glad for, at statsministeren har taget imod min opfordring og har taget den op med Obama. Jeg er rigtig glad for, at der er positivt svar fra hende, og jeg glæder mig til at få hendes svar på skrift, siger hun.

Tanken er dog ikke ny. Ideen om at bruge Pituffik som platform for søredning i Arktis har allerede tidligere været drøftet med USA. Det oplyste udenrigsministeren i januar over for Grønlandsudvalget. Det skete blandt andet ved hans møde med Hillary Clinton i december.

- Det er rigtig positivt, at det er oppe på så højt plan, at både udenrigsminister og statsminister tager det op, når de mødes med USA’s statsledere, siger IA’s folketingsmedlem Sara Olsvig, der også fulgte spørgetimen.

Ifølge folketingsmedlemmerne kan Pituffiks faciliteter være brugbare i forhold til overvågning af de arktiske havområder og sejladsen, redningsaktioner eller ved en eventuel olieulykke.