Danmark stopper olie- og gasudvinding på land

Mens det herhjemme fortsat er muligt for selskaber at søge efter olie i havet, har den danske regering besluttet at stoppe al efterforskning efter olie og gas på land og i indre, danske farvande.
22. februar 2018 11:07

Kun den igangværende olieefterforskning i Nordsøen fortsætter, oplyser Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet.

Dermed gør Danmark op med en politik, hvor selskaber siden 1997 har kunnet få tilladelse til at søge efter olie og gas på land og nær de danske kyster.

Men alle tilladelser er i dag blevet afleveret tilbage, da det ikke er lykkedes at finde nok olie og gas til kommerciel salg.

Beslutningen om at stoppe efterforskningen sker som led i den danske klimapolitik, siger energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt i en pressemeddelelse.

- I fremtiden vil al efterforskning og boring efter olie og gas i Danmark ske i Nordsøen, hvor der stadig er et markant potentiale, som sikrer staten indtægter til stor gavn for vores velfærd og velstand, og indtægter som er et vigtigt bidrag til regeringens ambitioner om at sætte turbo på Danmarks grønne omstilling.

Kun på Lolland-Falster er et hollandsk selskab i øjeblikket interesseret i søge efter olie og gas. Selskabets ansøgning bliver nu afvist efter regeringens beslutning.