Danmark sender 2000 stykker tøj til Grønlands sundhedspersonale

Region Midtjylland i Danmark sender personaletøj videre til sundhedsvæsenet i Grønland.
Region Midtjylland sender nu bunkevis af tøj afsted til Grønlands sundhedspersonale. Foto © : Jonas Løvschall-Wedel
26. maj 2020 11:08

Der kommer snart nye kitler og uniformer til Grønlands hospital, sygehuse og sundhedscentre.

Det oplyser DR.

Region Midtjylland i Danmark har nemlig skiftet tøjleverandør inden for sundhedssektoren og i den forbindelse fået en masse tøj tilovers, som intet fejler. 

LÆS OGSÅ Mere udstyr er bestilt: Det skal være muligt at teste for corona på kysten

Det har fået en tidligere læge i regionen og nu regionslæge i Nordgrønland, Peter Vedsted, til at spørge, om tøjet kan komme til Grønland.

For han oplever, at sundhedspersonalet ofte mangler skiftetøj og i stedet må gå i deres eget tøj.

- Hvis man skal overholde hygiejnekriterierne for at omgås patienter, har man brug for at skifte tøj. Og der forespurgte jeg, om det var muligt at få det og opdagede, at det faktisk var noget, der var svært at få råd til, fortæller Peter Vedsted til DR.

I alt bliver 2000 stykker tøj sendt i to containere fra Region Midtjyllands hospitalsvaskeri, Midtvask, til Grønland.

Tøjet er gratis og ankommer om cirka fire uger.