Dagens coronatal: Syv nye smittede

I det seneste døgn er syv personer fra Sisimiut og Nuuk testet positiv for coronavirus. Mens smittekilden er ukendt i Nuuk, er tilfældene i Sisimiut fra kendte smittekæder.
Tirsdagens test viste, at fire af de smittede er fra Sisimiut. Foto © : KNR
Skrevet af Kathrine Kruse
07. september 2021 13:59

Mens fire af de smittede er fra Sisimiut, er tre fra Nuuk.

Af de tre smittetilfælde i hovedstaden er én elev på Majoriaq. Elevens klassekammerater vil derfor i dag blive testet.

Det oplyser Landslægeembedet.

Som det tidligere i dag er blevet meddelt, er de to andre tilfælde et barn og en ansat i den integrerede daginstitution Timmiaaqqat i Nuuk.

Der er ingen forbindelse mellem de to udbrud i Nuuk, så der er tale om to ukendte smittekilder.

I Nuuk holder testcenteret tirsdag og onsdag  estraordinært åbent til klokken 14 på grund af det store antal personer, der er sendt til test. 

I alt er der nu 44 smittede i hele landet. Fordelt på kommuner ser det sådan her ud:

  • Avannaata Kommunia: Én smittet
  • Kommune Qeqertallik: Tre smittede
  • Qeqqata Kommunia: 36
  • Kommuneqarfik Sermersooq: Syv
  • Kommuen Kujalleq: Nul smittede

Da der var flest smittede i midten af august, var der 103.

I fredags præsenterede Naalakkersuisut en genåbningsplan for hele landet. I den plan er de strikse coronaregler for ophævet for både Upernavik og Aasiaat - og nu er Sisimiut det eneste sted i landet, hvor der er coronarestriktioner. 

De fortsætter til og med 31. oktober.

Grunden til det er - ifølge Naalakkersuisut - at der i Sisimiut er samfundssmitte. Det vil sige, at myndighederne ikke i alle tilfælde har overblik over hvem, der smitter hvem.

Her er de regler, der fortsat gælder i Sisimiut:

  • Der må ikke være mere end 20 personer forsamlet – hverken indenfor og udenfor. 
  • Du skal bruge mundbind på restauranter, værtshuse, i forsamlinger, i sportsfaciliteter og når du er på steder som sygehuse, butikker, kommunekontorer og offentlig transport. 
  • Kun færdigt vaccinerede må benytte sportsfaciliteter eller besøge restauranter og værtshuse.
  • Du skal også være fuldt vaccineret for at tage et offentligt transportmiddel. Der er kun adgang til busser, fly eller charterbåd hvis du har fået begge dine vaccine-stik.  
  • Du kan få lov at rejse som uvaccineret med en negativ test, der er max 48 timer gammel, hvis du rejser til din egen bopæl med skib eller fly eller rejser til dit studie. Det samme gælder, hvis du rejser med skib eller fly for at blive vaccineret.
  • Alle ikke fuldt vaccinerede, der rejser ud af Sisimiut, skal gå i fem dages karantæne og testes, når de ankommer til et andet sted i Grønland.
  • Kystskibet Sarfaq Ittuk må kun benyttes af fuldt vaccinerede. Der er ingen mulighed for dispensation.
  • Hvis du er under 18 år gælder reglerne ikke for dig.
  • Som noget nyt kan personer, der har været smittet indenfor de seneste 12 uger betragtes som vaccinerede.