Dagens coronatal: Otte nye smittede i Nuuk

Syv af de nye smittede er voksne.
Kø til testcenter i Nuuk. Foto © : Malik Brøns / KNR
Skrevet af Christine Hyldal
16. september 2021 13:05

Otte nye smittede i Nuuk er konstateret siden i går. 

Det oplyser Landslægeembedet. 

De syv er voksne, og en er et barn.

Der er ikke fundet nye smittede i Sisimiut.

I alt er der nu 89 smittede i hele landet - og langt størsteparten er i hovedstaden.

LÆS OGSÅ Overblik i Nuuk: Her er der lukket for børn og unge

Fordelt på kommuner ser dagens totale smittetal sådan her ud:

  • Avannaata Kommunia: Én
  • Kommune Qeqertalik: Nul 
  • Qeqqata Kommunia (Sisimiut): Ni
  • Kommuneqarfik Sermersooq: 79 - i går var der 72.
  • Kommune Kujalleq: Nul

I løbet af den sidste uge er smitten eksploderet i Nuuk. For blot ni dage siden, var der kun seks smittede i hovedstaden - og det var i en daginstitution, Timmiaaqqat, at den fik rigtig fat.

Børn og forældre blev smittet, og derfra bredte den sig ud til andre institutioner, SFO'er og skoleklasser. 

Men i dag er der altså kun et enkelt barn blandt de smittede, og det får Landslægeembedet til at være forsigtigt optimistisk:

- Smitten i institutionerne synes nu at være inddæmmet, men der må fortsat forventes nye smittede i familier med børn i institutionen, oplyser Landslægeembedet. 

En del voksne er også blevet smittet siden weekenden. De har været i byen fredag og lørdag og blandt andet besøgt barerne Kristinemut, Daddy’s og Skyline. Hovedparten har været på Kristinemut. 

Derfor er der også risiko for, at der kan være smitte overalt i hovedstaden.