Dagens coronatal: Antallet af smittede falder igen

Fra 98 i går til 89 i dag.
Antallet af coronasmittede i Grønland falder endnu en gang.
Det sker efter en weekend, hvor vi nåede en rigtig kedelig rekord på 103 smittede.
Den eneste store ændring i dagens tal er i Qeqqata Kommunia: I går var 73 smittede – i dag er der 61. Og dermed fortsætter de smittede i landets corona-epicenter Sisimiut med at falde.
- I Avannaata Kommunia er der tre smittede. De er alle i Upernavik, som nåede at have nul smittede i en uges tid, inden der igen i går blev registreret tre nye.
- Kommune Qeqertalik har fem smittede. I Aasiaat er smittetallet også godt og grundigt på vej nedad. Det tal var blot 10 dage siden 27.
- I Kommuneqarfik Sermersooq er der stadig 17 smittede i Nuuk
- I Kommune Kujalleq er der tre smittede.
Siden i torsdags har der været alkoholforbud i Sisimiut på grund af udbredt smittespredning i byen. Det har hverken været muligt at købe øl i Pisiffik og Brugseni eller at bestille en gin og tonic på en café.
Egentlig skulle forbuddet være stoppet ved midnat natten til i dag - men det er forlænget til og med onsdag. Det oplyste formanden for Naalakkersuisut, Muté B. Egede (IA), på et pressemøde i går.
LÆS OGSÅ Alkoholforbud forlænges i Sisimiut
Forbuddet gælder også de to bygder Sarfannguit og Itilleq.
Grunden er, at coronasituationen i landets næststørste by i sidste uge løb så løbsk, at borgmester Malik Berthelsen og kommunaldirektør Juliane Henningsen sendte en ansøgt Naalakkersuisut om at lave et midlertidigt stop for salg af alkohol.
Halvdelen af Sisimiut er blevet testet
Men ifølge landslæge Henrik L. Hansen er antallet af smittede nu så stabilt og nedadgående, at smittetallet går den rigtige vej.
Derudover har mange også lagt vejen forbi testcenteret.
- Over halvdelen af folk i Sisimiut er blevet testet i forbindelse med det sidste udbrud. Nu er der rigtig godt styr på smittespredningen i byen - den er langt fra overstået, men det går i de rigtige retning, siger Henrik L. Hansen.
Sisimiut er underlagt stramme restriktioner på grund af smitten.
LÆS OGSÅ Sisimiut: Borgmester forsvarer skolestart trods bekymrede forældre
Max 20 mennesker må være samlet på ét sted, og man skal have mundbind på på alle offentlige steder. Det vil sige i for eksempel butikker, på sygehuset på kommunen og i bus og taxa.
Og vil man på restaurant eller bar, skal man være færdigvaccineret eller vise en coronatest, der er max 48 timer gammel.
Sådan er reglerne frem til 24. august.
I går åbnede skolerne efter sommerferien - én uge forsinket på grund af smittespredning.