Cryosat sendt afsted

Den europæiske satellit Cryosat, der skal måle på afsmeltningen af is blandt andet ved Grønland, er netop blevet sendt afsted.
Skrevet af Karsten Sommer
08. april 2010 04:39

Cryosat skulle faktisk have været sendt i kredsløb om Arktis allerede helt tilbage i 2005, men dengang styrtede afsendelsesraketten til jorden, og seks års forarbejde gik tabt.

I februar i år skulle den så afsted igen, men så var der problemer med brændstoffet, og opsendelsen blev igen udskudt.

Men idag lykkedes det, og det er lederen af Grønlands Klimaforandrings Center i Nuuk, Søren Rysgaard, lykkelig for.

- Satelitten vil give os væsentligt bedre data til målinger af isens udvikling, og dermed klart forbedre vores muligheder for at forudsige klimaudviklingen i hele det arktiske område, fortæller han til Radioavisen.

Cryosat kommer til at flyve i 700 kilometers højde og ved hjælp af et radarinstrument sender den signaler mod jordoverfladen. Med radarmålingerne kan isens højde måles med få centimeters præcision. Desuden sender den data året rundt.