Coronavirus: Inuk Hostel mister op til en halv million

Lige nu må tøjbutikker og caféer ikke holde åbent i Nuuk. Og det kommer til at gøre ondt på økonomien for ejerne.
Café Inuk plejer at have 11 medarbejdere på arbejde i højsæsonen, men det kan ende med at være helt anderledes i år.
Skrevet af Ane-Marie Petersen
20. marts 2020 12:02

Nuuk har nu været lukket i to dage, og byen er nærmest gået i stå.

Butikker, caféer, frisører og andre, der plejer at have nok at lave, er lukket frem til 8. april.

- Folk er ellers begyndt at gøre klar til konfirmationer. Men selvfølgelig kan de ikke gøre det nu. Når vi åbner igen i næste måned, er det usandsynligt, at kunder vil købe dobbelt så meget, siger Elvira Knudsen Heilmann, der er ejer af tøjbutikken Tingo.

Hun har en anden ansat i butikken, og de gør deres bedste for at holde arbejdet i gang. For eksempel ved at uploade billeder på Facebook, så kunderne ikke glemmer butikkens varer. 

LÆS OGSÅ Coronavirus: Erhvervsdrivende medlemmer af Arctic Circle Business mister tilsammen millioner

På Inuk Hostel gør det også ondt. Stedet har en café med et konferencecenter, og der er mulighed for at overnatte i hytter. Hvis forbuddet mod at holde åbent bliver forlænget, bliver de nødt til at skære ned i antallet af ansatte.

Nuuk er lukket
 
  • Højst 10 mennesker må samle sig. Det gælder både indendørs og udendørs.
  • Forbuddet gælder ikke offentlig transport. Der må gerne være så mange i bussen, som der er sæder til. Der må også gerne være mere end 10 mennesker i en butik. 
  • Uddannelsesinstitutioner og daginstitutioner lukker. Skolerne skulle egentlig først være lukket, når eleverne går hjem på weekend på fredag – men lukningen af dem gælder også fra klokken 16 i dag.  
  • Nuuk Center lukker.
  • Diskoteker og barer lukkes.
  • Restauranter og barer skal også være lukket for gæster. Der er dog mulighed for at holde åbent for at sælge take away.
  • Idrætsfaciliteter - herunder fitnesscentre - lukkes.
  • Solcentre lukker.
  • Du må heller ikke rejse ud af Nuuk - heller ikke i din egen båd. Du må dog gerne tage på rypejagt eller fisketur - men du skal tage hjem til Nuuk igen bagefter. Du må ikke tage andre steder hen - overhovedet. 
  • Dagligvarebutikker er stadig åbne - men kunder skal holde to meter afstand til hinanden.

- Vi bliver nødt til at fyre nogle medarbejdere. At vi bliver nødt til det, skaber det selvfølgelig utryghed blandt medarbejderne, siger Maren-Louise Poulsen Kristensen, som er direktør på Inuk Hostel.

Virksomheden plejer at have 11 ansatte i højsæsonen, men billedet kan være et helt andet i år.

Det er primært de timelønnede, der bliver hårdt ramt af lukningen af caféen, fordi de er timelønnede. Og når der ikke er noget at lave - så er der ikke nogen løn.

Hjælpepakke på vej til erhvervet

Tingo-ejer Elvira Knudsen Heilmann har besluttet sig for at ofre sin egen indkomst til sin ansatte.

- Jeg bliver nødt til at arbejde uden løn næste måned, fordi min ansatte skal have løn, siger Elvira Knudsen Heilmann.

Naalakkersuisut er i gang med at lave en hjælpepakke til erhvervslivet lige nu. Og Tingo-ejeren har et opråb: 

- Jeg håber inderligt, at de (Naalakkersuisut red.) ikke vil glemme os - de mindre butikker og tøjbutikker. Vi private erhvervsdrivende har aldrig fået tilskud, og jeg håber, at der vil være mulighed for hjælp, hvis nu vi får brug for det. Jeg regner med, at vi får brug for hjælp, siger hun.

LÆS OGSÅ Nye forbud i Nuuk: Koster dig 1500 kroner i bøde

Inuk Hostels har allerede mistet op mod halv million i omsætning. Beløbet er inklusive april og maj, fordi gæster har aflyst deres reservationer.

- Det er meget risikabelt, for vi ved ikke, hvad der sker, hvis vi ikke får indtægter. Hvordan betaler vi så udgifterne?, spørger Maren-Louise Poulsen Kristensen.

Naalakkersuisut regner med at præsentere hjælpepakke til erhvervet i løbet af meget kort tid.