Corona stopper alle flyvninger mellem Grønland og Island fra på mandag
Al indrejse til Grønland fra Island stopper fra på mandag.
Det meddeler Selvstyret.
Dermed er der fra på mandag kun indrejse til Grønland fra København.
Visse typer flyvninger er dog undtaget, for eksempel nødflyvninger.
Hvor længe luftrummet mellem Nuuk og Island skal være lukket, er der endnu ingen, der ved. Det er Selvstyret, der har anmodet de danske myndigheder om at få lukket luftrummet i en periode.
- Det handler om, at vi vil sikre os bedst muligt mod den stigende coronasmitte i hele verden – også fra Island. Men det har ikke noget specifikt med Island at gøre, siger Nels Ulrik Winther, der er leder i Coronasekretariatet.
Alle skal testes ens
I dag kan man flyve mellem Island og Grønland med både Air Greenland og Iceland Air. Air Greenland har en enkelt rute mellem de to lande om ugen.
Det er ikke mange rejsende, der kommer ind i Grønland fra Island, og de rejsende skal coronatestes, inden de stiger ind i flyet i Island. Altså ligesom når man rejser fra København, hvor man også skal aflevere en negativ coronatest ved check in for at få lov til at gå ombord i flyet.
Air Greenland ønsker ikke at oplyse, hvor mange passagerer, der er med på den ugentlige flyvning med en Dash 8, men selskabet oplyser til KNR:
- Ruten mellem Nuuk og Keflavik har ligesom den øvrige trafik til Grønland været hårdt ramt som følge af det stigende smittetryk i hele verden med et faldende passagerantal, siger Mogens Jensen, der er fungerende kommerciel direktør.
LÆS OGSÅ Coronasmittet i Aasiaat er rask - og Grønland har ingen smittede
Men Selvstyret vil have, at alle indrejsende skal komme fra ét sted, og at alle får den samme type test.
Ifølge Coronasekretariatet har der sjældent været problemer med de testede fra Island, men der bliver bedre styr på de indrejsende til Grønland, når alle indrejsende kommer ind via en enkelt lufthavn. Og det skal være København, vurderer Selvstyret.
Ingen smittede i Grønland
I København har Air Greenland en aftale med Rigshospitalet, hvor passagerer kan blive testet inden afrejse, og svar på testen sendes direkte til Air Greenland.
Det nye testcenter i Nuuk er også kædet sammen med Air Greenlands flyvninger. Indrejsende får automatisk tid til test i det nye center, når de ankommer til Nuuk.
Island har haft 5.039 coronasmittede. Fem er døde.
I Grønland har 17 været smittet. Alle er raske, og ingen har været indlagt på sygehuset.