Clinton kritik af Canada

Den amerikanske udenrigsminister Hillary Clinton kritiserer Canada for at have udelukket vigtige lande ved gårsdagens møde i Chelsea i Canada.
Skrevet af Karsten Sommer
30. marts 2010 06:26

Clinton mener nemlig, at også Sverige, Finland og Island også burde have været med. Canadas udenrigsminister, Lawrence Cannon, havde kun inviteret sine kolleger fra de fem lande omkring Nordpolen til det tre timer lange møde.

Beslutningen vakte ikke begejstring i Sverige, Finland og Island, der sammen med de 5 Nordpolslande udgør Arktisk Råd. Rådet er det regi, hvor vigtige drøftelser om området normalt bliver drøftet.

- Betydelige internationale drøftelser om arktiske emner bør inkludere de lande, der har legitime interesser i regionen, sagde Clinton allerede inden, mødet var gået i gang.

Den canadiske udenrigsminister afviste efter mødet Clintons kritik.

- Mødet havde ikke til hensigt at erstatte eller underminere Det Arktiske Råd, sagde Cannon.

Og den danske justitsminister, Lars Barfoed, fandt mødet "godt og konstruktivt".

- Vi er blevet enige om at forstærke samarbejdet i Det Arktiske Råd, som Danmark i år er formand for. Og jeg har lovet, at vi kommer med forslag til, hvordan vi kan forstærke det arbejde og inkludere andre landes mulighed for at være observatører i det arktiske råd, sagde han til Ritzau efter mødet.