Chefredaktør: Grønland kan ikke undvære papiraviser endnu

Et tryk på en printer, som sekunder efter leverer en dugfrisk avis på selve udgivelsesdagen, uanset hvor i Grønland man bor. Det lyder forjættende, når formanden for Naalakkersuisut, Kuupik Kleist, fremmaler fremtidens avisdistribution.
09. september 2009 14:16

Med på de to grønlandske aviser, AG og Sermitsiaq, ryster man på hovedet. For den infrastruktur han lægger til grund, er slet ikke til stede i Grønland, siger AGs chefredaktør Inga Dora G. Markussen.

- Kuupik Kleist tænker på en struktur, hvor man kan sende avisen til en kopimaskine eller trykkemaskine. Men den findes kun i Nuuk, og det ser ikke ud til at være lige om hjørnet, at hele landet får den dækning, siger Inga Dora G. Markussen.

Spørgsmålet er så hvem, der skal sørge for den teknologiske dækning.

- Det er åbenbart blevet Tele Greenlands opgave at trykke aviser og markedsføre aviser.

Men kunne det ikke komme også AG til gode?

- Jo, og vi har selv efterlyst det. Selvfølgelig er vi interesseret i det, hvis det kan betale sig. Vi kan heller ikke afvise, at vi vælger at investere i det selv. Men som det er nu, er det nødvendigt at sende aviser til kysten, og porto-rabbatten har gjort, at vi kan leve med det. Konsekvensen kan blive at vi er nødt til at skære ned, og så får vi et dårligere produkt. Vi bliver alle nødt til at tage stilling til: Er det vigtigt at have en mangfoldig medieverden i Grønland, eller har man lyst til et monopol, siger Inga Dora G. Markussen.