Cheflæge stopper på grund af dårligt samarbejde
Assia Brandrup blev ansat sidste sommer, og det vakte dengang stor glæde:
- Hun er fagligt velfunderet og kan med sin flair for politiske organisationer og sin udviklingsorienterede tilgang bidrage positivt til sundhedsvæsenets fortsatte udvikling med fokus på patienternes og de ansattes trivsel, lød det fra styrelseschef Malene Marie Nielsen.
LÆS OGSÅ Sundhedsvæsnet har fået ny cheflæge
Men fredag i sidste uge modtog medarbejdere i sundhedsvæsnet en mail fra styrelseschefen med nyheden om, at Assia Brandrup efter syv måneders ansættelse ikke længere er en del af Sundhedsledelsen, som er den øverste ledelse i sundhedsvæsnet.
- Sundhedsledelsen beklager dette, men har måtte acceptere, at der var tale om et lederteam, der ikke har fungeret samlet, skriver styrelseschef Malene Nielsen til medarbejderne.
Assia Brandrup er uddannet læge og psykolog med mange års erfaring fra blandt andet verdenssundhedsorganisationen, WHO og Københavns Universitet.
KNR ville gerne have spurgt styrelseschef Malene M. Nielsen ind til cheflægens afsked, men kommunikationsafdelingen i sundhedsvæsnet oplyser, at de ikke har yderligere kommentarer, da der er tale om en personalesag.
Assia Brandup stopper officielt 28. februar. I mellemtiden er hun fritaget for arbejde.
LÆS OGSÅ Cheflæge: Stor udskiftning af læger er ikke tilfredsstillende