Chauffører parate til at støtte piloterne

Air Greenlands piloter kan forvente støtte på dansk grund ved en eventuel konflikt, hvis parterne ikke bliver enige om en ny overenskomst.
Skrevet af Mads Fisker
30. december 2010 10:22

Det danske fagforbunds 3F’s afdeling i Kastrup varsler således en sympatikonflikt mod flyselskabet fra 9. januar, skriver Sermitsiaq.

Fagforeningens medlemmer arbejder blandt andet som chauffører i Københavns Lufthavn, og hvis sympatikonflikten bliver virkelighed vil de altså ikke servicere Air Greenland med brændstof til fly og levering af mad med mere.

- Virksomheden har bedt om en krig, fordi den har varslet lockout. Og det er det forsvar, vi kan stille op. De opgaver, som Air Greenland normalt vil få udført i Københavns Lufthavn, vil være ramt af blokade, siger forhandlingssekretær i 3F, Henrik Berlau, til Sermitsiaq.

Fra Air Greenlands side mener man ikke, at en sådan blokade vil have nogen praktisk betydning.

- Maskinerne bliver jo på jorden under alle omstændigheder, hvis der ikke kommer en aftale i stand, da piloter og kabinepersonale i forvejen er omfattet af konflikten, siger HR-chef, Mads B. Christensen til avisen.

Air Greenland har i forhandlingerne krævet, at piloterne skal arbejde mere for den samme løn, hvilket de har afvist. Parterne mødes til nye forhandlinger 4. januar.