Carsten Frank Hansen: Nogen har taget fusen på mig

Den fratrådte departementschef Carsten Frank Hansen fastholder sin uskyld i forhold til sigtelsen for mandatsvig.
Skrevet af Martine Lind Krebs
08. april 2014 06:18

Det siger han til Fyens Stiftstidende i dag.

Den dengang nyudnævnte departementschef i Departementet for finanser måtte trække sig fra stillingen efter kun 2 dages ansættelse, da det kom frem, at han var tiltalt i en bedragerisag i hans tidligere job som filialdirektør i Danske Andelskassers Banks fynske filial i Odense.

Ifølge anklageskriftet skal Carsten Frank Hansen have sikret sig 335.000 kroner af pengene fra et lån, som banken ydede til et anpartsselskab.

Carsten Frank Hansen fastholder, at der er tale om en misforståelse og forventer at blive frikendt.

-Jeg er selvfølgelig rystet over, at det er kommet så vidt. Der står mange ting i det anklageskrift, som jeg slet ikke kan genkende, men jeg er nødt til at tale med min advokat, inden jeg udtaler mig yderligere. Der er to sider af sådan en sag, og hidtil har man kun lyttet til den anden part. Min side af sagen kommer frem i retten, siger han til den fynske avis.

Han hævder, at han er blevet snydt.

- Nogen har taget fusen på mig, og jeg skal bevise, at det er modparten, der ikke taler sandt, siger han.