Canadiske koldtvandsrejer skal ud i verden

Makivik indleder samarbejde med en fiskerikoncern fra New Foundland. Partnerskabet skal munde ud i rejefiskeri i Ungava bugten, der ligger på østsiden af Nunavik, og i Hudson strædet.
24. juli 2013 09:03

Det store inuit handelsselskab Makivik Corporationen meddeler i dag, at de vil indlede et nyt samarbejde med fiskerikoncernen Newfound Resources Limited fra Newfoundland.

De to selskaber har i denne uge underskrevet en kontrakt om rejefiskeri i Ungava bugten, der ligger på østsiden af Nunavik, såvel som i Hudson strædet.

Makivik har haft en rejefiskerilicens siden 1979, hvor man fandt en rejeforekomst i Hudson strædet og Ungava bugten. Den ny samarbejdspartner, Newfound Resources, har haft rejelicens siden 1991.

De to selskaber har samarbejdet omkring fiskeri i de sidste 6 år.

Da det canadiske fiskeriministerium først i juli godkendte nye kvoter for koldtvandsrejer samt de stribede koldvandsrejer - pandalus montagui, besluttede de to selskaber for første gang at gå sammen om fælles fiskeri i det nye fiskeriområde, kaldet NU/NK øst og vest.

Michael Gordon, vicepræsident for Makivik udtaler til pressen, at de stribede rejer er en forholdsvis ukendt ressource, som nu vil blive fisket i et nyt område, der ligger langt fra selskabernes normale fiskeriområder.

- Den stribede reje er ny for det meste af markedet, så salget skal udvikles over længere tid. Forsøgsfiskeriet sidste år har givet os meget lovende resultater, siger Michael Gordon.

Det forventes at rejerne vil blive solgt i hele verden, måske med et særligt lovende marked i Kina.