Canadisk gruppe ønsker at genoptage sælfangsten

En sammenslutning i Vancouver på Canadas vestkyst undersøger nu, om det vil være muligt at begynde kommerciel sælfangst i Stillehavet.
Arkivfoto Foto © : Remy Jensen
12. februar 2019 16:50

The Pacific Balance Pinnipeds Society er en gruppe, der består af fiskere, oprindelige folk og erhvervspersoner, der gerne vil starte sælfangst langs provinsen British Columbias kyster.

Oprindelige folk har traditionelt fanget sæler langs denne kyst.

Gruppen har anmodet det canadiske fiskeriministerium om at få tilladelse til en genoptagelse af sælfangsten, skriver CBC News.

LÆS OGSÅ Canadisk by invaderet af sæler

Sælerne forstyrrer fiskeriet

Årsagen er, at der nu er over 100.000 sæler langs kysten. Sammenslutningen mener, at sælerne spiser mange af de laks, der ellers bliver fisket her.

Desuden ser gruppen gode salgsmuligheder i produkter fra sæl i Kina og andre asiatiske lande.

Forhandlinger om tilladelse vil begynde i midten af februar. Hvis gruppen får tilladelsen vil den begynde fangsten langsomt med kun at fange omkring 2000 sæler det første år.