Canadisk ekspedition leder efter skibsvrag

Der bliver slået to fluer med et smæk, når Canada i denne uge sender et ekspeditionsskib ind i Nordvestpassagen. Det handler både om fortid - og om fremtid.
13. august 2013 06:07

Endnu en gang vil skibet, Martin Bergmann, prøve at finde skibsvragene fra en arktiske ekspedition, der forliste helt tilbage i 1845. Det er nu femte år i træk at en sådan undersøgelse gennemføres.

Det var en meget kendt ekspedition, ledet af englænderen John Franklin, som i midten af det 18.århundrede sejlede til Canadas arktiske egne med to skibe Erebus og Terror.

De kom aldrig tilbage. De frosne skeletter og lig af nogle af sømændene er blevet fundet, men ikke selve skibene. Franklin var allerede dengang ude efter at finde og sejle igennem Nordvestpassagen. De to skibe kom et stykke ind i passagen, men så kom de ikke længere, man regner med at skibene sad fast i isen.

Sidste år fandt man ved hjælp af Inuit fangere, der kender området, nogle få effekter fra ekspeditionen, men stadig ingen skibe.

Nu prøver man igen. Det er den canadiske naturpark-tjeneste og miljøministeriet der leder ekspeditionen.

Miljøminister Leona Aglukkaq står for den, og hun fortæller at årets ekspedition har to formål.

Man vil ikke blot lede efter de forsvundne skibe, men samtidigt bruge eftersøgningsteknologien til at få kortlagt de dele af farvandet i Nordvestpassagen, hvor man endnu ikke har nøjagtige søkort. Det er der brug for, hvis skibstrafikken i området tager til i de kommende år.

Eftersøgningsekspeditionen begyndte i denne uge og vil vare i i alt seks uger.