Canadisk brigadegeneral: Arktiske nationer må samarbejde om klimaudfordringer

Siriuspatruljen tager om to uger afsted på øvelse i Canada. Målet er at knække klima-nødden.
02. april 2010 15:42

Senere på måneden drager 2 mand, 13 hunde og 1 enkelt slæde fra Siriuspatruljen afsted til det nordlige Nunavut i Canada, hvor Sirius for første gang skal deltage i en fælles militærøvelse med de canadiske styrker.

Formålet med øvelsen, som har fået navnet "Operation Nunalivut", er blandt andet at finde ud, hvordan styrkerne bedst muligt indretter sig efter klimaforandringerne.

- Det, vi virkelig gerne vil vise, er, at alle arktiske nationer er nødt til at samarbejde om de udfordringer, som bliver mere og mere almindelige i takt med, at isen smelter, og havet åbner sig, siger den canadiske brigadegeneral David Millar til Ritzau.

Ifølge den canadiske avis The Globe and Mail skal Siriuspatruljen mødes med en 180 mand stor canadisk styrke på den nordligste del af øen Ellesmere Island i Nunavut, hvorfra patruljen går over havisen. Selve øvelsen kommer til at foregå tæt på Hans Ø.

Normalt bruges der fly og snescootere til denne type øvelse, men på grund af klimaændringer vil der for første gang blive brugt gummibåde og helikoptere.

- Nu er der mindre is og mere vand, og derfor er vi nødt til at tilpasse vores operationer. Derfor er vi nødt til at medbringe gummibåde i dag, mens det ikke var noget, vi ville have skænket en tanke for ti år siden, siger David Millar.

Øvelsen finder sted fra den 15. til 27. april.