Canadas Sandheds- og Forsoningskommission nærmer sig enden

Den canadiske Sandheds- og Forsonings Kommission holder i denne uge sin sidste samling efter at have arbejdet siden 2009 og afholdt høringer i hele Canada om oprindelige folks oplevelser.
28. marts 2014 05:39

Tusindvis af vidner, gamle og unge, indianere, métis og inuitter har fortalt kommissionen i offentlige eller lukkede høringer om de uretfærdigheder, de har været udsat for som følge af kolonitidens handlinger, især den behandling de fik på kostskolerne igennem 100 år.

Kommissionen handler dels om sandhed - om hvordan de oprindelige folks børn har lidt og er blevet mishandlet på kostskolerne. De blev ikke blot fysisk mishandlet, men også psykisk, når de blev straffet for at tale deres eget sprog og blev taget bort fra deres familier. Men det handler også om forsoning - med fortiden, minderne og ekstra vigtigt, forsoning med andre canadiere.

I denne uge i Edmonton, Alberta, afholder kommissionen det syvende og sidste regionale møde. Her vil der blive mulighed for at tale om forsoning, tid til at fortælle om ens oplevelser, mindes dem der døde og oplyse om, hvad der egentlig skete. Der vil være psykologer og spirituelle rådgivere til rådighed for dem, der har brug for hjælp.

Det regionale fællesmøde, der forventes at tiltrække både oprindelige folk og andre canadiere fra hele landet, vil vare i fire dage fra torsdag indtil på søndag, hvor det vil slutte med et stor forsoningsoptog gennem Edmontons gader til Albertas regerings bygninger.