Canadas indianere blokerer jernbaner i protest

Store dele af Canadas jernbanenet ligger stille, efter at oprindelige folk har lavet blokader i protest over en ny naturgasledning.
Indianere blokerer jernbanespor mange steder i Canada i protest mod en ny rørledning igennem deres landområder Foto © : Alex Filipe/Reuters/Ritzau Scanpix
14. februar 2020 14:46

Protesterne lyder lige fra British Columbia ved Stillehavet til de maritime provinser ved Atlanterhavet.

Protesterne begyndte som en aktion for at stoppe konstruktionen af en rørledning gennem indianerterritorier i British Columbia og ud til Stillehavet - men protesterne handler også om indianernes generelle suverænitet og oprindelige folks rettigheder til landet.

Rørledningen, the Coastal Gaslink, skal bringe flydende naturgas 670 kilometer fra Dawson Creek til Kitimat, hvorfra det kan udskibes til verdensmarkedet.

Canadas Højesteret gav grønt lys til konstruktion af rørledningen i sidste uge efter mange års forhandlinger.

Men Wet’Suwet’en-høvdingene i British Columbia modsætter sig planerne totalt, fordi de ikke vil have en rørledning ført gennem deres land.

De har derfor bygget barrikader flere steder, som politiet nu prøver at flytte.

Al togtrafik står stille

Al togtrafik mellem de vigtige byer Toronto, Ottawa og Montreal er helt stoppet på grund af barrikaderne, der er bygget hen over jernbanesporene.

Ifølge CBC News sendte Marc Miller, der er minister for oprindelige folk, en mail onsdag til en gruppe indianere, der har bygget en lille teltlejr tværs over sporene ved Belleville i Ontario-provinsen. Han tilbyder at kommer derhen for at forhandle med dem. 

Andre steder i landet er hovedveje blevet blokeret.

Marc Garneau, den canadiske transportminister, siger til APTN TV, at protesterne er farlige og ulovlige.

Blokaderne har stoppet ikke blot passagertrafik, men også den fragt der kommer med tog og lastbiler.