Canada satser på undervisning i oprindelige folks sprog

Nogle af de mange penge i den nye canadiske finanslov skal gå til sprogundervisning i oprindelige folks sprog.
Foto © : Agent Magenta/Flickr Creative Commons
29. marts 2016 15:24

Der er nu 53 oprindelige folks sprog tilbage i Canada. Flere sprog er allerede gået fuldstændig tabt og vil aldrig blive talt igen.

Dog er Inuktitut et af de stærkeste sprog og et af de meget få oprindelige folks sprog som man mener, vil overleve og endda blomstre.

I Nunavik og Nunavut er Inuktitut et officielt sprog der bliver brugt i skoler og til hverdag.

Men det står ikke helt så godt til i Nunatsiavut, Labrador, hvor det kun er omkring 10 procent af Inuit der stadigvæk taler Inuktitut. Så nu bliver der gjort en meget stor indsats her for at genoplive sproget.

Situationen er den samme i Inuvialuit-området i det vestlige Arktis.

Sprogene er en kulturskat der skal bevares. I den nye finanslov har den canadiske regering afsat 25 millioner kroner om året i fem år til sprogundervisning. Det er ikke kun til Inuktitut-undervisning men også til undervisning i de andre sprog for indianere og métis.

Det er en god begyndelse. Men det er stadigvæk ikke nok, hvis alle de 53 sprog skal reddes - før det er for sent.