Canada ratificerer FN´s deklaration

Det har vakt jubel blandt Inuit i Canada efter, at regeringen har varslet en ratificering af FN´s Deklaration om Oprindelige folks rettigheder.
Skrevet af Louise M. Kleemann
04. marts 2010 08:40

Canada har indtil nu været et af de få lande der endnu ikke har ratificeret deklarationen, selv om landet var med til at formulere deklarationen under den forhenværende regering.

Inuit i Canada har længe presset på for at få regeringen til at underskrive FN´s Deklaration om Oprindelige folks rettigheder. Men regeringen har indtil nu ikke ment, at en sådan deklaration var nødvendig, da oprindelige folk - ifølge regeringen - allerede havde mange rettigheder. Men ved åbningen af parlamentet i går, blev der varslet nye tider.

- FN deklarationen er resultatet af over 20 års forhandlinger og vi er meget glade for, at Canada nu vil støtte denne meget vigtige internationale deklaration, siger Mary Simon, som er præsident for Inuit Tapiriit Kanatami.

Hun udtalte videre, at Inuit Tapiriit Kanatami også er glade for at regeringen vil samarbejde med andre arktiske lande til at løse de grænseproblemer der findes.

Samtidigt påpegede hun, at inuit skal inkluderes i alle forhandlinger der vedrører Canadas arktiske egne.

- Jeg vil gerne minde regeringen om, at det er Inuit som er de oprindelige indbyggere i Canadas arktiske egne og, at der ikke må finde diskussioner sted om vort folk og vort land uden at vi er med, siger Mary Simon.

FN deklarationen er en menneskerettighedserklæring der støtter oprindelige folks rettigheder med hensyn til selvstyre, jord og resourcer, kultur, sprog, arbejdsmuligheder, sundhed, og uddannelse.