Canada afviser undersøgelseskommission

Der bliver ikke nogen kommission, der skal undersøge forsvundne inuit- og indianerkvinder i Canada, fastslår den canadiske regering.
14. marts 2014 06:18

Efter mordet på den unge inuitkvinde Loretta  Saunders, opstod der fornyede krav fra mange kvindegrupper såvel som fra Canadas øverste indianerhøvding, Shawn Atleo, om en landsdækkende undersøgelseskommission, for at finde svar på de mange uopklarede sager og for at forsøge at sætte en stopper for de mange tragedier.

Men på trods af den nyeste meget omtalte sag, har den canadiske regering meddelt, at den ikke agter at oprette en sådan kommission, med den begrundelse, at der allerede gøres meget for at løse problemet.

Den udmelding fra regeringen har straks resulteret i vrede udtalelser og demonstrationer mange steder i landet både af inuit- og indianerkvinder og -mænd.

Loretta Saunders, hvis mord har sat sindene i oprør, blev begravet i stilhed på Hernhut kirkegården i Goose Bay, Labrador, sidste weekend.