Canada ønsker tættere samarbejde med Rusland

De to stormagter i Arktis - Canada og Rusland - bør komme på talefod, siger Canadas udenrigsminister.
Den canadiske udenrigsminister, Stéphane Dion, vil både forhandle og samarbejde med Rusland Foto © : Stephen Downes/Flickr Creative Commons
25. oktober 2016 06:29

I modsætning til ved USA´s præsidentvalgsdebatter, hvor kandidaterne skændes om, om man skal tale med Rusland eller ej, så har Canada nu gjort det klart at landet gerne vil både forhandle og samarbejde med Rusland.

Der er nemlig sket en ændring i Canadas udenrigspolitik, indenfor den sidste måned. Landets udenrigsminister, Stéphane Dion, udtaler at Canada fra nu af aktivt vil prøve at samarbejde med Rusland omkring de arktiske egne.

Tilsammen administrerer Canada og Rusland 75 procent af Arktis. De er de to stormagter i Arktis.

Og som Stéphane Dion videre udtaler:

- Det er simpelthen i vores bedste interesse at samarbejde med Rusland om mange forskellige forhold i de arktiske egne.

- For de arktiske egne er ikke et sted, hvor vi skal satse efter militære konfrontationer eller oprustning, siger Dion.

I begge landes interesse at samarbejde.

Rusland har finansielle problemer og dets militær er engageret andre steder i verden.

Og for Canada, som ikke er så militært veludrustet som Rusland, ville det betyde milliarder af kroner, hvis landet blev tvunget til at udstationere militærstyrker overalt i de canadiske arktiske egne.

Arktis-eksperten Michael Byers skriver i avisen Globe and Mail, at Canadas nye holdning er et vigtigt kursskifte, fordi den åbner for muligheder for en bedre og mere produktiv dialog, ikke blot mellem Rusland og Canada, men mellem andre lande også, på et tidspunkt hvor verden virkeligt har brug for samarbejde og dialog.