Cairns milliardforhåbninger kan briste

Cairn Energy er i problemer i Indien. Og det kan betyde vanskeligheder for olieselskabets projekter i Grønland - og ikke mindst de kommende olieprøveboringer.
Skrevet af Rune Langhoff
04. februar 2011 09:25

Det britiske råstofselskab Vedanta Ressources har i gennem længere tid vist interesse for at købe hovedparten af aktierne i Cairn Energys indiske afdeling, Cairn India.

Men nu tyder noget på, at Vedanta har ombestemt sig og trækker sig før overtagelsen overhovedet bliver til noget. Det skriver Economic Times of India.

Og det er alvorligt set med grønlandske briller, fordi Cairn Energy skal bruge pengene fra salget til olieefterforskningen i Grønland, der i forvejen er finansieret af en milliardstor kassekredit.

Men meldingen er også i første omgang dårligt nyt for Cairn Energy.

Rygterne om den fejlslagne handel får nemlig i dag Cairn Energys aktier til at falde med 11 point, hvilket er dagens største fald blandt de toneangivende aktier på Londons børs.

- Cairn Energy bliver ramt hårdt af rygter fra Indien, hvor der spekuleres i om Vedanta er på vej væk fra aftalen, siger Mic Mills, der er aktieanalytiker ved ETX Capital til nyhedsbureauet Reuters.

Det er uklart, præcist hvad, der har fået Vedanta til at genoverveje købet, men ifølge flere internationale medier skyldes det en stribe krav fra de indiske myndigheder, som skal opfyldes, før det officielle Indien vil godkende handlen.

Hvis Vedanta gennemfører købet, vil det indbringe Cairn Energy 8,5 milliarder dollars.

Cairn Energy har tidligere oplyst, at selskabet forventer at lukke handlen i årets første kvartal, men forleden udskød de den dato til 15. april. Altså et par uger senere end først oplyst.