Cairn og Greenpeaces slagsmål udskudt

Cairn Energy og Greenpeaces advokater har været i retten i dag for en hollandsk domstol, hvor de skulle have modtaget dommerens afgørelse. Afgørelsen er imidlertid blevet udsat, oplyser Cairn Energy til KNR.
Skrevet af Naimah Hussain
08. juni 2011 12:44

Dommerens kendelse er foreløbigt udsat til i morgen, hvor parterne kan vente en afgørelse fra distriktdomstolen i Amsterdam.

Sagen handler om, at det skotske olieselskab Cairn Energy har indbragt miljøorganisationen Greenpeace i retten for at forhindre fremtidige aktioner. Olieselskabets krav er, at Greenpeace skal betale dagsbøder på 15 millioner kroner per dag, hvis de forstyrrer selskabets efterforskningsboringer i Grønland indenfor de næste 6 måneder. Cairn Energy siger til flere internationale medier, at en forsinkelse i borearbejdet nemlig koster dem "mindst 30 millioner kroner" per forsinket dag.

Greenpeace International kender det fra tidligere, men det er første gang Greenpeace Norden står overfor en sag, hvor et internationalt firma forsøger at standse deres mulighed for at aktionere.
Både norske og britiske myndigheder fortæller nyhedsbureauet Reuters, at de to lande tillader offentliggørelse af beredskabsplaner, hvis offentligheden beder om det.

Hvis organisationen skulle få fingre i beredskabsplanen, vil de fremlægge disse for det de kalder en "uvildig instans" for at få vurderet om planen er holdbar og egnet til at beskytte miljøet i tilfælde af udslip. Greenpeace kritiserer blandt andet dybden af sommerens boringer.