Cairn kalder leverandører til samling

Selvom Cairn Energy endnu ikke har meldt ud, om de næste år vil fortsætte med at bore efter olie i Grønland, afholdt selskabet i går et leverandør-seminar i Ilulissat for grønlandske virksomheder.
Skrevet af Oline I. Olsen
14. oktober 2011 10:51

Leverandør-seminaret er et krav i samarbejdsaftalen mellem Cairn Energy og Selvstyret samt kommunerne, hvori det også slåes fast, at man skal købe ydelser og varer hos grønlandske virksomheder, hvor det er muligt.

Men kravene til virksomhederne er omvendt også store, og lige så hurtigt Cairn er kommet, lige så hurtigt kan de være væk igen, lyder det fra en leverandør:

Jens Christiansen fra Aasiaat Transport har investeret i udstyr der kan matche olieselskabets behov, og det til trods for, at Cairn Energy endnu ikke har meldt ud om, de vil foretage olieefterforskning i Grønland til næste år.

-  Man skal heller ikke stille forventningerne for høje, fordi man ved, at lige så hurtigt, som de kommer lige så hurtig kan de forsvinde igen.

Hvad er dine forventninger til næste år?

-   Jeg tror på at de kommer igen, derfor gør vi alt for at være klar, siger Jens Christiansen.

Aasiaat Transport har ydet service for Cairn Energy siden sidste år, og erfaringerne er gode.

-  Vores servicering, der bestod i at køre borerør og al håndtering af affald og affaldscontainere, startede i det små og blev ret omfattende til sidst. Og i år er der blevet endnu mere at lave, siger Jens Christiansen fra Aasiaat Transport.

Virksomhedens krav til sine leverandører blev også fremlagt ved seminaret. Og de er mange, og handler blandt andet om miljø-, sundheds- og sikkerhedskrav samt engelskkundskaber.

Cairn Energy og dets underleverandører har ifølge samarbejdsaftalen med Selvstyret og kommunerne i år købt varer og tjenesteydelser for i alt 311 millioner kroner, hvilket næsten er en fordobling i forhold til sidste års boreprogram.

Om de grønlandske leverandører får arbejde igen næste år, vil blive afgjort senere på året, når Cairn Energy træffer beslutning om, hvorvidt de vender tilbage til 2012-sæsonen trods de indtil videre altovervejende resultatløse boringer.