Cairn fortsætter oliejagten med nyt udstyr

Når Cairn Energy indleder årets oliejagt bliver det ikke med boreriggen Stena Don eller boreskibet Stena Forth. De nye boreenheder har en blandet historie. En er splinterny, en anden har tidligere boret for BP.
Skrevet af Rune Langhoff
04. januar 2011 15:29

Cairn Energy har til årets sæson droppet fartøjet Stena Forth og boreriggen Stena Don, hvoraf sidstnævnte i fjor fik en del opmærksomhed, da Greenpeaceaktivister besatte det. Forklaringen er ifølge Cairn Energy ganske simpel: Hverken Stena Don eller Stena Forth er nemlig til rådighed for Cairn Energy i 2011.

Og derfor blev det altså til to boreenheder fra det norsk-baserede selskab Ocean Rig. Det ene - boreriggen Leiv Eirikson, der altså nu skal til Grønland - har i sin levetid boret 37 dybthavs- og ultradybthavsbrønde i Angola, Congo, England og Irland. Det har den gjort for oliegiganter som Exxon, Chevron, Shell og det skandaleombruste BP.

Mens det andet - boreskibet Corcovado - netop er blevet færdigbygget i Seoul i Sydkorea - og i øvrigt har Jann Brown, finansiel direktør i Cairn Energy som gudmor.

De to boreenheder, der kommer til Grønland har altså ikke tidligere opereret i arktiske egne, men Ocean Rigs anden borerig Eirik Raude har tidligere været på opgave i Barentshavet.

Cairn Energy forsikrer, at de erfaringer som selskabet gjorde sig vest for Disko-øen sidste år ikke går tabt til den nye sæson.

- Hovedparten af det operationelle ledelsesteam forbliver det samme. De er ansat direkte af Cairn Energy og har tilsammen mere end 1000 års erfaring i at arbejde i et miljø, der ligner det ved Disko, lyder det i en mail fra Cairn Energy til Radioavisen.

Men når det kommer til manden på gulvet - eller rettere borebisserne på boreplatformene - bliver der sandsynligvis tale om nyt personale.

- Omvendt vil mandskabet på fartøjerne formentlig været et andet, da det er Ocean Rig, der står for bemandingen. Men det er normal praksis i olieindustrien, skriver Cairn Energy i sit svar.

Sidste års boreprogram gav i alt 425 millioner i skatteindtægter samt salg af varer og serviceydelser leveret af grønlandske virksomheder, oplyser Naalakkersuisut.