Cairn Energy skal på charmeoffensiv

Cairn Energy holder i næste uge borgermøder her i Grønland, med start i Ilulissat.
Skrevet af Rune Langhoff
07. marts 2011 16:27

Olieselskabet begynder charmeoffensiven i Ilulissat tirsdag den 15. marts, dagen efter følger Aasiaat, Kangerlussuaq om torsdagen og endelig Nuuk lørdag den 19. marts.

Under borgermøderne vil det være muligt, at stille spørgsmål til Cairn Energy, men også til NunaOil, der som bekendt sidder på 12,5 procent af det skotske selskabs licenser.

Cairn Energy vil på nuværende tidspunkt ikke ud med, hvem der repræsenterer selskabet på borgermøderne, mens NunaOil repræsenteres ved efterforskningschef Stig-Morten Knutson.

På borgermøderne vil de såkaldte VVM- og VSB-redegørelser i øvrigt også blive fremlagt. De kan gøre os klogere på, hvilke samfundsmæssige og miljømæssige konsekvenser de planlagte olieprøveboringer vil have her i landet.

Og netop konsekvenserne af olieprøveboringerne er det, der har fået Cairn Energy til at holde møderne i de fire nævnte byer. Det er nemlig, ifølge en af selskabets grønlandske repræsentanter, Kuno Fencker, de byer, der vil kunne mærke olieprøveboringerne mest markant.

Han understreger overfor KNR, at det er vigtigt for Cairn Energy at inddrage den grønlandske befolkning i processen omkring olieboringerne.

Samtidig er det for driftige erhvervsfolk også ved at være sidste chance for at tjene penge på Cairn Energys tilstedeværelse her i landet i år. Indtil på fredag den 11. marts modtager olieselskabet nemlig interessetilkendegivelser fra lokale virksomheder, der kan løse opgaver på en lang række områder.