Cairn Energy har blod på tanden

En veltilfreds juridisk og kommerciel direktør for Cairn Energy, Simon Thomson, fortalte i dag diplomater og verdenspressen om selskabets resultater ved sommerens prøveboringer ud for Disko.
Skrevet af mlk
07. januar 2011 15:14

- Det vi har fundet ud af indtil videre er opmuntrende. Vi havde blot 1/10 chance for at finde olie, og vi har fundet to slags olie og gas. Selvfølgelig skal vi først fortolke resultater og evaluere, men vi er meget optimistiske med hensyn til de kommende undersøgelser denne sommer, såfremt regeringen giver lov, siger Simon Thomson.

Næste boresæson kommer til at køre på stort set samme måde som i fjor, såfremt Naalakkersuisut giver lov. Heller ikke sidste sommers afbrydelse fra miljøorganisationen Greenpeace giver anledning til nogle ændringer. Cairn Energy har ikke tænkt sig at gå i dialog med Greenpeace – det overlader selskabet til de grønlandske myndigheder

- Det vi kan gøre er at sørge for en høj sikkerhed i operationen. Vi var glade for vores forhold til de grønlandske myndigheder, og det var deres opgave at tage sig af NGO’ers indblanding, hvilket de gjorde med så stor succes. Så jeg vil henvise til Grønlands Kommando og autoriteterne, siger han.

Cairn Energy kan endnu ikke sige noget om, hvorvidt deres fund i sommer er rentabelt.

- Det vi ved er, at der er olie og gas der. Det vi ikke ved er, om det findes der i kommercielle mængder. Vores job er at finde ud af det, siger Simon Thomson.

På spørgsmålet om, hvorvidt Cairn Energy også er interesseret i de licenser i Nordøstgrønland, som Naalakkersuisut planlægger at udbyde i 2012 og 2013 smiler Simon Thomson hemmelighedsfuldt.

- Uden at give vores konkurrenter nogle fordele, vil jeg nøjes med at sige, at vi er interesseret i Grønland som et hele, sagde han.