Børnetalsmanden efterlyser behandling for den psykiske lidelse PTSD
Posttraumatisk stresslidelse er en psykisk lidelse, som de fleste kender fra krigsveteraner. Den kommer, når en person har oplevet traumatiske oplevelser, der bliver ved med at dukke op i tanker og mareridt.
Men børn kan også blive udsat for traumatiske oplevelser og få PTSD. På nuværende tidspunkt bliver de bare ikke testet her i landet, siger børnetalsmand Aviaaja Egede Lynge.
- Situationen i Grønland lige nu er, at man ikke som sådan tester for posttraumatisk stress, udelukkende fordi der ikke er værktøjer til det. Det er rigtig vigtigt, at man får en test, så man kan få den rigtige behandling, siger Aviaaja Egede Lynge.
Får et barn ikke den rette behandling for lidelsen, kan det på sigt påvirke barnets indlæring, adfærd og selvbillede negativt.
En rapport fra Syddansk Universitet fra 2012 viste, at op mod 30 procent af grønlandske børn oplever psykologisk skadelige følgevirkninger af traumatiske oplevelser.
Børnetalsmanden mener, at standardiserede tests vil hjælpe i forhold til behandling af børn.
- Det betyder, at børn og unge mennesker, som har været udsat for massive traumer i barndommen, kan begynde at få den rette psykiske hjælp, de har behov for, siger hun.
For at det skal blive en realitet, kræver det politisk handling, mener børnetalsmanden.