Byggesjusk kan være skyld i tragedie

Sagen om det barn, der i fredags faldt ned fra 6. etager viser sig nu muligvis at være udfaldet af byggesjusk og kunne muligvis være undgået
03. juni 2013 14:19

Den forfærdelige hændelse med en lille dreng på 14 måneder, der i fredags faldt ned fra et af Tuapannguit-tårnenes 6. sal i Nuuk skete måske på grund af byggesjusk.

Drengen overlevede mirakuløst, men hans tilstand i fredags var meget kritisk og politiet i Nuuk, havde her til formiddag, da vi talte med vagthavende Johannes Lyberth, stadig ikke hørt nyt fra sundhedsvæsenet, kun at barnet stadig var i live.

Den lille dreng er indlagt på Dronning Ingrids Hospital.

Nu har drengens far Elias Inûsutok anmeldt Selvstyret for ikke at have fulgt sikkerhedskravene i forbindelse med byggeriet af tårnene i Tuapanguit.

- Der er 16 centimeters mellemrum mellem altanens gelændere og muren selvom sikkerhedskravene siger, at der skal være 12 centimeter imellem, siger den rystede far til Qanorooq.

Det vides endnu ikke om drengen er faldet ud gennem dette hul, men det er den forklaring, der lige nu virker mest sandsynlig.

Drengens forældre er stadig meget rystede over sagen og fortæller videre til Qanorooq:

- Selvom det stadig gør meget ondt og vreden dukker op, så prøver vi at være stærke for vores søns skyld, siger Elias Inûsugtok’.  

Politiet er stadig i fuld gang med at efterforske, hvordan den tragiske ulykke kunne ske, og kan derfor ikke sige ret meget.

Se et mere fyldigt interview med den fortvivlede far i Qanorooq i aften.