Byggeriet er glade for storskalalov

De nye regler for storimport af arbejdskraft åbner op for en mængde ulemper, men det er først og fremmest en god udvikling, at der nu findes regler og strukturer for store erhvervsprojekter i Grønland, skriver byggeriets dagblad Licitationen på lederplads.
19. juni 2014 05:38

For knap en uges tid siden besluttede Folketinget at slutte op om den nye udlændingelov, der baner for, at storskalaloven kan træde i kraft.

- Ulemper ved loven kan der være flere af, men i rådgivningsbrranchen er der positive reaktioner, fordi det kan ende med flere rådgivningsopgaver til rådgivende ingeniørvirksomheder i både Danmark og Grønland, står der i lederen i Licitationen.

- Om samme følgelov kan give problemer med social dumping, vil kun tiden vise.

Byggeriets dagblad mener, at det er de rette rammer for udviklingen af det nordatlantiske samfund, som snart skal skabes. Og det gør man kun ved at give de store internationale virksomheder de rette juridiske betingelser, lyder det.

- Den nye lov skaber et juridisk grundlag for udenlandske virksomheders arbejde i området, og dermed også en mulighed for at styre aktiviteterne efter en lov, så det hele ikke ender i ragnarok og retssale, undersstreges det i lederen.