Byggebranchen samlet for at finde løsninger på akutte boligproblemer
Grønland står overfor betydelige investeringer i boligsektoren i de kommende år. På en tilsvarende konference i februar blev det anslået, at investeringsbehovet ligger i omegnen af 10 til 12 milliarder kroner.
Konferencen, der bliver afholdt onsdag har fået navnet Arktisk Byggeskik II og er et samarbejde mellem Naalakkersuisut, DTU’s Center for Arktisk Teknologi og Arctic Business Network.
På konferencen skal den samlede grønlandske byggebranche diskutere, hvordan den store opgave med renovering og sanering af nedslidte boliger skal løses.
Og den opgave kan ikke udskydes længere, siger Tove Lading fra DTU Artek, der blandt andet står bag uddannelsen af arktiske ingeniører.
- Der skal træffes nogle afgørende valg - blandt andet om i hvilket omfang, der skal renoveres eller bygges nyt. Det er især vigtigt at få fastslået finansieringsbehovet og ikke mindst hvor pengene skal komme fra og så skal vi have gearet uddannelsessystemet, så vi udnytter lokal arbejdskraft bedst muligt, siger hun.